Anden generation Lexion
Den brugte maskines pasning og servicering samt det kosmetiske udseende er noget af det, der vægter højt, når bytteprisen skal beregnes, siger nordjysk salgskonsulent
Den brugte Claas Lexion 560, som er set hos Almas A/S, er en årgang 2003, og den var således den ene af en god håndfuld 500-serie mejetærskere, som Claas frigav til det danske marked i introduktionsåret.
Mejetærskeren er monteret med et 25 fods skærebord og har gået 1.463 motortimer samt 1.013 timer på tærskeværket. Den er monteret med avnespreder og 900 millimeter brede dæk på drivakslen.
500-serien bestod af seks Lexion-modeller, og ligesom i den tidligere serie var der de tre mindst modeller med fem halmrystere og de tre største med seks halmrystere. Samtlige modeller kørte med Caterpillar-motorer, og som den eneste model kørte topmodellen Lexion 560 med en CAT C13 motor. Motoren har et volumen på 12,5 liter og yder maksimalt 360 hestekræfter.
Ud over de seks rystermaskiner omfattede Lexion 500-serien også de to hybridmaskiner Lexion 570 og Lexion 580.
Afgrøden accelereres
Grundlæggende er tærskesystemet i Lexion 560 identisk med APS tærskesystemet i Lexion 460 Evolution. Foruden tærskecylinderen med en bredde på 1.700 millimeter og en diameter på 600 millimeter består APS-systemet af en ekstra cylinder, som er monteret foran den egentlige tærskecylinder. Den fordeler afgrøden i et jævnt lag og accelererer det op i hastighed, før det afleveres til tærskecylinderen. En del af udtærskningen sker allerede i den forreste cylinder, og derfor er der også monteret brosektioner under acceleratoren. Broen under acceleratoren er delt i tre sektioner og kan let tages forlæns ud af maskinen.
I Lexion 560 indstilles broafstanden fra Cebis-terminalen i kabinen, og når der ændres broafstand under hovedcylinderen, ænders der også automatisk på afstanden under den forreste cylinder.
Indstillingen foregår hydraulisk, og for at minimerer risikoen for skader på tærskeværket er der i hydrauliksystemet monteret en overtrykssikring, som øger broafstanden, hvis der kommer et fremmedlegeme ind i tærskesystemet.
Efter at halmvinden har smidt halmen op på de seks rystere, gribes det af endnu en tromle, som løfter halmen opad og jævner det ud på rysterne.
Elektriske gear
I Lexion 400-serien skulle de tre mekaniske gear skiftes med en gearstang. På 500-serien sker gearskiftet elektronisk med trykknapper. Kørehåndtaget er redesignet, og ratstammen har fået et knæk, så det er blevet lettere at indstille rattet. Derudover har kabinen på 500-serien plads til et køleskab under passagersædet.
Af teknisk ændringer indførte Claas hydraulisk træk af vinden på 500-serien, og tilkoblingen af skærebordet fik en soft-start-automatik, som gav en blød igangsætning af skærebordet. Derudover blev der mulighed for at bestille maskinen med skærebordsbremse, som minimerer risikoen for, at der når fremmedlegemer op i tærskeværket.
Fra sæson 2011 blev rystermaskinerne i Lexion-serien afløst af den nye 600-serie. Det indebar blandt andet en nye og bredere kabine samt et hurtigere hydraulikanlæg. Derudover er sikringer og relæer nu flyttet ind i kabinen, og de fire største modeller kan monteres med en ny radialfordeler til spredning af den snittede halm.
Førstehåndsindtrykket betyder meget
Har den brugte mejetærsker buler og skader flere steder, giver det et dårligt førstehåndsindtryk af maskinen, og Niels Ove Nielsen, der er salgskonsulent hos Almas A/S, har også erfaring for, at det kan være dyrt at udbedre kosmetiske skader.
- Prisen på en brugt mejetærsker er en kombination af årgang, antal driftstimer, det kosmetiske indtryk, og hvordan maskinen har været serviceret. Er det en maskine, som vi har passet med service, kender vi stort set maskinens tekniske tilstand. Er det derimod en ukendt maskine, så er man nødt til at gå grundigere til værks og vurdere slitagen på eksempelvis slagler og kæder. Under normale høstforhold holder såvel indføringskæder som elevatorkæder omkring 1.000 driftstimer. Ligger timetallet på den brugte maskine på det niveau, er det vigtigt at få oplyst, om der allerede er kommet nye kæder i maskinen, og er der ikke det, skal det tages med i vurderingen af prisen, siger Niels Ove Nielsen.
Undgå husdyr
En mejetærsker med rester af korn og avner er den ideelle bolig for rotter og mus. Her kan de lave skader på tætningsbånd og de elektriske installationer. Derfor anbefaler Niels Ove Nielsen at mejetærskeren straks efter høst blæses ren for halm, avner og korn.
- Rotter og mus kan ikke lide lys og olie. Derfor er det en god ide, at blæse et tyndt lag hydraulikolie ind på tilløbsplan, rystere og solde. Undlad at lukke maskinen til og sæt gerne bakker med musegift ind i maskinen.
- Ved køb af brugt mejetærsker er det altid en god ide at sikre sig, at der ikke har været husdyr i maskinen, da specielt skader på el-systemet ofte først viser sig flere sæsoner efter, at der har været bidt i isoleringen, siger salgskonsulenten.
Tøm stenfælden
På Claas Lexion 560 er stenfælden monteret foran acceleratoren, og det er derfor ikke slaglerne på tærskecylinderen, men padlerne på acceleratoren, som slår stenene ned i fælden.
- Fælden tømmes ved at vippe et håndtag på højre side af mejetærskeren. Det tager kun nogle få minutter at tømme fælden, men desværre ser vi af og til, at det springes over i den daglige klargøring af maskinen. Det er en dårlig vane, for stenfælden fyldes efterhånden af støv og korn. Kommer der pludselig en sten, er de risiko for, at den ikke kan falde langt nok ned i fælden, og derved beskadiges en eller flere padler på acceleratoren. Fordelen ved at have acceleratoren over stenfælden er, at vi meget sjældent ser stenskader på selve tærskecylinderen, forklarer Niels Ove Nielsen.
Kontroller broafstanden
Fra Cebis terminalen indstilles broafstanden, og her kan føreren også se den aktuelle afstand. Men den nordjyske salgskonsulent advarer mod at stole blindt på teknikken.
- Specielt efter at der er høstet frøgræs, hvor broen påvirkes maksimalt, bør man kontrollere, at de fysiske mål svarer til det, som fremgår af terminalen. Har en klump vådt frøgræs slået broen nogle millimeter ned, bliver broafstanden for stor, når automatikken indstiller maskinen til andre afgrøder.
- I fugtige afgrøder, og specielt hvis der kommer jord ind i maskinen, er det vigtigt at kontrollere, at de forreste sektioner i broen ikke lukkes til med skidt. Man bør ligeledes være opmærksom på, at tilløbsplanet ikke lukker til. Rengøring af tilløbsplanet er let, da den forreste del af tilløbsplanet kan trækkes forlæns ud af maskinen. Rensning af broen er til gengæld en vanskeligere opgave, og jeg har desværre ikke et bedre råd, end at anvende en skruetrækker eller lignende til at fjerne belægningen fra broen, siger Niels Ove Nielsen.
Lexion 500-serien er udstyret med avnespredere, som kan svinges ud til siden, så der er fri adgang til at servicere soldene.
Claas Lexion 560
Motor Caterpillar
Effekt hk 360
Skærebord fod 25
Tankkapacitet l 10.500
Bredde på tærskecylinder mm 1.700
Diameter på tærskecylinder mm 600
Antal halmrystere 6
Vægt uden skærebord kg 14.500
Timer på motoren 1.463
Timer på tærskeværk 1.013
Årgang 2003
Pris kr. 885.000
Maskinen er fra 2002 og leveres med et 30 fods skærebord. Den er med halmsnitter og har gået 1.100 høsttimer. Mejetærskeren sælges hos Kragmann A/S.
Motor Iveco
Effekt hk 374
Skærebord fod 30
Tankkapacitet l 10.500
Bredde på tærskecylinder mm 1.560
Diameter på tærskecylinder mm 750
Antal halmrystere 6
Vægt uden skærebord kg 15.800
Timer på motoren 1.100
Timer på tærskeværk 900
Årgang 2002
Pris kr. 865.000
Mejetærskeren er monteret med et 22 fods PowerFlow skærebord. Den er fra 2007 og har høstet 1495 hektar. Maskinen er til salg hos Hjallerup Maskinforretning A/S.
Motor Sisu
Effekt hk 350
Skærebord fod 22
Tankkapacitet l 10.500
Bredde på tærskecylinder mm 1.680
Diameter på tærskecylinder mm 600
Antal halmrystere 8
Vægt uden skærebord kg 13.880
Timer på motoren 775
Årgang 2007
Pris kr. 849.000
Maskinen er en hybridmaskine med traditionel tærskecylinder og to rotorer. Maskinen er fra 2004 og er monteret med et 30 fods skærebord. Den er til salg hos Glamsbjerg Maskin Center.
Motor John Deere
Effekt hk 310
Skærebord fod 30
Tankkapacitet l 10.000
Bredde på tærskecylinder mm 1.400
Diameter på tærskecylinder mm 660
Antal rotorer 2
Vægt uden skærebord kg 14.750
Timer på motoren 1.100
Årgang 2004
Pris kr. 845.000









Hej lige en oplysning... De små billeder og den tekst der følger med.... Passer IKKE sammen...
Det sker ret tit.....
Ellers en go artikel