Dansk virksomhed ser potentiale i USA's jøder
Nakskov Mill Foods er en af de øko-virksomheder, der nu kan få glæde af den nye frihandelsaftale med USA
Med den nye handelsaftale mellem EU og USA er der frit spil for de danske, økologiske virksomheder, der gerne vil eksportere planteprodukter til det amerikanske marked.
Læs også USA og EU indgår historisk øko-aftale.
En af de virksomheder, der tidligere har undersøgt mulighederne for at komme ind på det amerikanske marked er Nakskov Mill Foods, der producerer økologiske morgenmadsprodukter sødet med frugt i stedet for sukker.
- Problemet med at eksportere til USA er for det første, at man skal have tårnhøje forsikringer i forhold til fødevaresikkerhed, som vi allerede har måttet investere i til det britiske marked. Det skal så fordobles, hvis man også vil ind på det amerikanske marked, siger salgschef Anne Marie Skriver, Nakskov Mill Foods, og fortsætter:
- For det andet kræves en særlig amerikansk øko-certificering. Og vi har jo allerede en hel række europæiske certificeringer. Så hvis en handelsaftale kan løse det sidste problem, så ville det være super, siger hun.
Vil gerne appellere til USA's jøder
Både Anne Marie Skriver og marketingschef Michael Corfixen ser det amerikanske marked som interessant.
- Selv om amerikanerne generelt ikke lever sundt, så er jeg sikker på, at der vil komme øget fokus på sundhed. Og danske fødevarer har et godt ry, så jeg tror helt sikkert, at der er muligheder i det amerikanske marked på sigt. Måske især for vores glutenfri varer, vurderer Michael Corfixen.
Anne Marie Skriver tror desuden, at der kan være et potentiale i at sælge kosher-certificerede fødevarer til de amerikanske jøder.
- Vi er allerede i gang i Israel med vores kosher-corn flakes. Og når man kan forklare, at man er i Israel, så åbner der sig en række andre områder, hvor der bor mange jøder, forklarer hun.
Nakskov Mill Foods har dog ingen konkrete USA-planer på tegnebrættet, da virksomheden lige nu har hovedfokus på fjernøsten.









Kommentarer