Maskinstation skifter fra bælter til hjul
Gads Maskinstation har investeret i to knækstyrede T9-traktorer fra New Holland.
Gads Maskinstation er kommet på hjul - og det er nogle store af slagsen.
Den sydvestjyske maskinstation har nemlig byttet sine to store Case IH-bæltetraktorer med en T9.505 og en T9.560 fra New Holland. Brødrene Gad, som ejer Gads Maskinstation, har dermed skiftet bælterne ud med hjul.
- Vi valgte at skifte til hjul, fordi vi kan bruge traktorerne til flere ting, og de er mere behagelige at køre i på landevejen. Desuden regner vi med, at omkostningerne bliver mindre. Vi har haft for store reperationer på bælterne, som vi forventer at være frie af nu, forklarer medindehaver Lars Gad og fortsætter:
- Minusset ved hjul er selvfølgelig, at de har mindre trækkraft end med bælter, men de nye traktorer er så store, at de kan dække det behov, vi har, siger han.
Samme arbejdsopgaver som før
T9.560'eren kommer til at køre med tvillingemontering, da den skal trække en drænplov, mens T9.505-modellen med enkeltmontering skal køre med en scraper og bruges til udgravning til nybyggeri, nye gylletanke og planering af marker.
Det bliver ikke en stor omvæltning med de nye traktorer, da de er bygget op på samme måde som de gamle Case IH-traktorer.
- Vi valgte New Holland-traktorer, fordi vi primært kører med New Holland og har et godt samarbejde med vores leverandør (Schrøders Eftf. M.P. Maskincenter, red.). Vi har erfaring med, at New Holland-traktorerne er stærke driftsmæssigt i både motor og gear, så vi forventer meget af de nye traktorer, siger Lars Gad.









Kommentarer