Miljømæssige fordele ved jerseymælk
Mælk fra jerseykøer er godt for miljøet, da produktionen ikke bruger så meget vand, og udledningen af drivhusgasser er mindre end fra sortbrogede køer
Hvis man som mælkeproducent går meget op i at skåne miljøet, er det en god idé at sørge for, at køerne i stalden er gule i stedet for sortbrogede.
Årsagen er, at jerseykøerne har en bedre foderudnyttelse, og at de derfor bruger mindre vand og udleder en mindre mængde drivhusgasser end deres sortbrogede artsfæller.
Det viser forsøg fra Washington State University, som blev fremlagt på konferencen Creating our Golden Future i England tidligere i februar.
I forsøgene blev jerseykøer med en gennemsnitlig vægt på 450 kg sammenlignet med sortbrogede køer med en gennemsnitlig vægt på 680 kg. Takket være jerseykøernes bedre foderudnyttelse, og deres evner til at producere mælk med et højere indhold af protein og fedt, var jerseykøernes forbrug af vand 68 procent af de sortbrogede køers vandforbrug, samtidig med at jerseykøerne udledte 20 procent mindre drivhusgas end de sortbrogede køer, skriver Western Morning News.









Kommentarer