Sagsbehandling gør det sværere at sprede gylle forsvarligt

Det må ikke tage flere år at få godkendt en opførsel af en gylletank, hvis landmændene skal sprede gyllen forsvarligt og undgå kørsel på frossen jord

 

Der er lige nu en livlig debat om, hvorvidt udspredning af gylle på frosne marker er et problem. Men problem eller ej, hvad er så alternativet, når det kan tage op i mod to et halvt år at få tilladelse til at bygge en ekstra gylletank, så gyllen kan blive i tanken indtil markerne er tøet? Det spørgsmål stiller LandboNord efter de seneste dages heftig debat på området.

Landmand må vente op mod 30 måneder på afklaring

Allerede i april 2010 ansøgte landmand Thomas Risager Kjær om at få lov til at bygge endnu en gylletank, så han i fremtiden netop kan undgå at sprede gylle ud på de frosne marker i begyndelsen af februar.

I august 2010 gav kommunen tilladelse til opførelsen, men afgørelsen blev påklaget af naboer i området. Seneste nyt i den sag er, at han skal vente i yderligere tre til 12 måneder, før han kan forvente et svar fra Natur- og Miljøklagenævnet. Dermed strækker den samlede sagsbehandling sig til mellem to og to et halvt år.

- For os som landmænd er det meget svært at tilpasse os nye standarder, når vores initiativer er så lang tid om at blive godkendt. Vi er jo interesserede i at gøre det bedst mulige for både miljøet og for vores landbrug, men det er ikke nemt at drive planteavl ud fra datoer frem for sund fornuft, fortæller landmand Thomas Risager Kjær fra Vrå.

Nævn må sætte turbo på sagsbehandling

- Hvis Miljøministeren har tænkt sig at få lovgivet om, at landmændene ikke må sprede gylle på frosne marker, kan jeg kun henstille til, at hun i samme ombæring ser lidt nærmere på sagsbehandlingstiden i Natur- og Miljøklagenævnet, siger LandboNords formand Niels Vestergaard Salling og giver følgende opsang til ministeren:

- Nævnet må op i gear, og bureaukratiet må aldrig blive en forhindring for at mindre sager som denne hurtigt kommer igennem systemet. For en hurtig sagsbehandling vil være til gavn for både miljøet og for beskæftigelsen, mener han.

Og formanden får ret af Brønderslev Kommune.

- Det er ganske urimeligt, at det skal være så besværligt at få de nødvendige tilladelser for at kunne drive sit landbrug optimalt - det gælder i øvrigt også andre erhverv. Så lad det være en opsang til politikerne på Christiansborg om, at regler og processer skal forenkles, så de bliver nemme at håndtere, og det dermed ikke er sagsbehandlingstiderne, der skal være afgørende for, om vi kan videreudvikle vores samfund, siger Mikael Klitgaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune, og supplerer: -

- Vi skal i kommunerne selvfølgelig også sørge for, at tingene sker med kort sagsbehandlingstid.


Kommentér artikel

NB! Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb.
Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.

Kommentarer

Brugernavn: *
Adgangskode: *
Kommentar: *

Tilmeld dig Maskinbladets nyhedsbrev

Få nyhederne direkte i din indbakke