Thise-landmænd vil udfase antibiotika
Danske landmænd har allerede taget det første skridt mod at nærme sig USA's nultolerance over for antibiotika i den økologiske produktion
EU og USA kan ikke blive enige om fælles økologiske standarder for antibiotika, men en række danske mælkeproducenter træder allerede i amerikanernes fodspor med en ambition om at udfase brugen af antibiotika i den økologiske produktion.
Læs også Strenge USA-krav spænder ben for eksport af øko-mælk og kød.
Projektet blev født ved et møde mellem øko-mejeriet Thises andelshavere, som debatterede mulighederne for eksport til USA.
- Jeg fortalte dem, at den største hurdle er det amerikanske princip om, at en ko, som er blevet behandlet med antibiotika bare én gang, er ikke økologisk længere. Så jeg konstaterede, at det nok ikke blev i vores levetid, at vi ville eksportere til USA, fortæller administrerende direktør Poul Pedersen og fortsætter:
- Så var der en andelshaver, der rakte hånden op og sagde, at han havde da aldrig brugt antibiotika. Det samme var der en anden, der sagde. Så viste det sig, at der var mange, der næsten aldrig brugte antibiotika, fortæller han.
Må ikke gå ud over dyrevelfærden
Efter mødet tog en række andelshavere initiativ til at lave en ERFA-gruppe med fokus på at udfase brugen af antibiotika.
Poul Pedersen er i udgangspunktet begejstret for andelshavernes projekt.
- Det er jo klart, at hvis der slet ikke bruges antibiotika til dyrene, så kommer der heller ingen antibiotika i mælken, siger han.
Tanken om en total udfasning af antibiotika vækker dog skepsis blandt dyrlæger.
- Det skal jo ikke blive for stringent, så vi i stedet risikerer et dyrevelfærdsproblem. Vi kan ikke holde til, at dder stilles spørgsmålstegn ved, om dyrevelfærden er i orden, siger Thise-direktøren.
Projektet har resulteret i, at Thises andelshavere er gået fra et behandlingsindex på 0,35 i laktionsperioden til 0,2.
Vil udrydde paratuberkulose
Kampen mod antibiotika begynder hos Thise allerede i forebyggelsesfasen. Mejeriet samarbejder med Dansk Kvæg og Københavns Universitet om et certificeringsprogram, som skal udrydde paratuberkulose.
- Paratuberkulose er jo en yderst smitsom bakterie, som er ansvarlig for de fleste kvægsygdomme i Danmark. Den er svær at komme af med, fordi den smitter fra ko til kalv. Men ved at være meget opmærksom på at holde syge køer for sig, kan vi nu forudsige, at Thises andelshavere inden for to-tre år vil være helt fri for paratuberkulose, siger en stolt Poul Pedersen.
Certificeringsprogrammet er en del af Dyreregistreringen og er dermed et åbent program, som kan bruges af alle kvægbrugere.









det er rart at der er nogen med det som erhverv også gider lades os andre vide noget af det som andree går og pusler med,tak Søren Nielsen.