Den amerikanske vicelandbrugsminister Kathleen Merrigan, USDA-ambassadør Isi Siddiqui og EU's landbrugskommissær Dacian Ciolos skåler i dansk ingefærøl ved den danske stand på Biofach.

USA og EU indgår historisk øko-aftale

På Biofach - verdens største økologimesse i Nürnberg - har de to største markeder anerkendt hinandens øko-regler for vegetabilske produkter. Det åbner nye muligheder for vores økologiske virksomheder, siger Økologisk Landsforening

Der er i dag indgået en historisk aftale på verdens største økologimesse Biofach i Nürnberg, og det bliver en aftale, som åbner nye muligheder for danske virksomheder, der vil eksportere til USA.

Det er EU’s landbrugskommissær og USA vicelandbrugsminister, der har underskrevet en aftale om handel med økologiske fødevarer over Atlanten. Aftalen blev underskrevet kort efter, at kommissæren og viceministeren havde besøgt den danske stand, hvor 24 økologiske virksomheder i disse dage er samlet i et eksportfremstød for dansk økologi.

- Det er kulminationen på 10 års forhandlinger. Det skaber nye muligheder for handel med økologiske varer, at verdens to største markeder kommer tættere på hinanden, sagde Kathleen Merrigan, USA’s vicelandbrugsminister, da aftalen blev underskrevet.

- Det er gode nyheder for 200.000 økologiske landmænd i Europa og for forbrugerne, som nu får lettere adgang til økologiske produkter fra andre lande, lød det fra EU’s landbrugskommissær, Dacian Ciolos.

Fjerner bureaukrati

- Aftalen fjerner en masse bureaukrati og gør handlen med især vegetabilske øko-produkter over Atlanten lige så let som internt mellem EU-lande, lyder vurderingen fra Robert Lind, Fødevarestyrelsen.

- Det her åbner nye muligheder for vores økologiske virksomheder. Flere af dem står allerede stærkt på de nære eksportmarkeder i EU, og med denne aftale kan den erfaring benyttes på et stort, økologisk marked i USA - et af de hurtigst voksende i verden, siger Klaus Bentzen, eksportchef i Økologisk Landsforening.

Klaus Bentzen understreger, at det er vigtigt, at aftalen evalueres og eventuelt justeres årligt. Blandt andet skal der kigges på reglerne for animalske produkter, hvor USA fortsat kræver antibiotikafri produktion.

Forskellige øko-regler har været hurdlen

I EU er der et regelsæt for økologi og i USA et andet. Hidtil har virksomheder, der ville eksportere til USA, skullet leve op til og certificeres efter de amerikanske NOP-standarder (National Organic Program). Det har været dyrt og besværligt og dermed en hindring for økologisk eksport til USA. Med den nye aftale anerkender USA de europæiske økologi-regler 100 procent på vegetabilske produkter. Dermed kan et europæisk, vegetabilsk øko-produkt fra nu af også automatisk sælges som økologisk i USA. For animalske produkter er der stadig den forskel, at man i USA kræver antibiotikafri produktion, for at det kan være økologisk. Det gør man ikke i EU.

- Hvis europæiske husdyrproducenter vil eksportere til USA, skal de særskilt dokumentere, at der ikke anvendes antibiotika. Det er selvfølgelig mere besværligt, men der er interesse for det blandt virksomheder og producenter i EU - blandt andet i Danmark, siger Robert Lind, Fødevarestyrelsen.

Læs også Strenge USA-krav spænder ben for eksport af øko-mælk og kød

Læs også Thise-landmænd vil udfase antibiotika.


Kommentér artikel

NB! Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb.
Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.

Brugernavn: *
Adgangskode: *
Kommentar: *
Erik Deltid
15. feb 2012 kl. 18:41

Nej.

De fleste ved, at der måske falder lidt af i starten af sådan et eventyr, men når pipelinen bliver fuld og man har brugt mange kræfter og penge på at lægge om, så vil indtjeningen helt sikkert snævres ind.

Husk at vi bor i Verdens mest socialistiske samfund; den status fik vi, da Muren faldt mod Sovjet. Det ses jo bedst ved vores regeltyranni, hvor eksempelvis alle, som IKKE er producenter af landbrugsvarer mv., er dem, der fører ordet og bestemmer, hvordan producenterne skal gøre deres arbejde. I stedet for at lade det gå hen og blive købers marked uden at blande sig i den daglige drift: SÅ KUNNE DET VÆRE SJOVT OG MOTIVERENDE AT VÆRE LANDMAND.

SH
15. feb 2012 kl. 16:07

Fantasisk!!

Det må da nu føre til at mange trængte konventionelle landmænd nu lægger om til en mere bæredygtig produktion af fødevarer! :-)

Go for it!!

Tilmeld dig Maskinbladets nyhedsbrev

Få nyhederne direkte i din indbakke