Økologi-aftale får ingen betydning
Landbrug & Fødevarer mener ikke den nyligt indgående økologi-samhandelsaftale får nogen praktisk for danske landmænd
Der blev holdt økologiske skåltaler i sidste uge på den danske stand på Biofach-messen i Nürnberg, da EU og USA underskrev en ny samhandelsaftale, som forventedes at styrke den danske økologi-eksport.
Uffe Bie, økologi-formand i Landbrug & Fødevarer var dog mere behersket i sin begejstring over aftalen, og nu følger hans økologichef op med en udtalelse om, at aftalen reelt ingen betydning får for danske økologiske landmænd.
Det skriver Altinget, hvor økologichef Kirsten Lund Jensen, L&F, er citeret for udtalelsen:
"Som udgangspunkt er det rigtig godt, at man får aftaler, der kan lette samhandlen med økologiske varer på tværs af landegrænserne. Men i den her situation er der ikke tale om en reel ligestilling, da der er et antibiotika-forbehold, når det kommer til at eksportere animalske produkter til USA. Derfor får de amerikanske producenter en konkurrencefordel, når de skal ind på det europæiske marked. Det er ikke tilfældet, når vi skal ind i USA".
Problemet er, at de amerikanske myndigheder ikke godtager, at der bruges antibiotika i økologiske besætninger, mens det i blandt andet danske besætninger er godkendt til sygdomsbehandling, men således at der er betydelige strengere tilbageholdelsesfrister end for konventionel drift.
Derfor vurderer Kirsten Lund Jensen, at kun enkelte danske planteavlsprodukter vil få glæde af aftalen.
- Målet er en fuldstændig gensidig anerkendelse, der også omfatter de animalske produkter, siger Kirsten Lund Jensen, der håber, at det vil lykkes, når EU og USA i om et år skal genforhandle aftalen.





Kommentarer